Vedtægter for Frederiksværk Forum
§1 Foreningens navn/hjemsted
1.1. Foreningens navn: Frederiksværk Forum
1.2. Foreningens hjemsted: Halsnæs Kommune og foreningens adresse er formandens bopæl
§2 Formål
2.1. Foreningens formål er at være paraplyorganisation for Frederiksværks handel, erhverv, turisme, natur og kultur. Vi vil øge kendskabet til Frederiksværk og skabe lokal identitet og stolthed. Vi vil bidrage til at skabe en levende og attraktiv bymidte. Et socialt mødested, hvor alle har lyst til at opholde sig – et naturligt sted for shopping, hygge og kulturelle oplevelser.
Herunder at:
1) Målrettet arbejde med byens attraktivitet i forhold til tilflytning af nye borgere, erhverv og iværksætterkultur
2) Arbejde for synliggørelse, markedsføring, og branding af Frederiksværk som en attraktiv og levende bymidte
3) Styrke byens aktører gennem samarbejde, netværk og faglig sparring
4) Fungere som en fælles stemme udadtil på tværs af interessenter i forhold til interessevaretagelse og samarbejde med kommune og fonde
§3 Medlemmer
3.1. Som medlem af foreningen kan optages alle med interesse i udviklingen af Frederiksværk jf. formålsbeskrivelsen i §2.
3.2 Ansøgning om medlemskab rettes skriftligt til bestyrelsen. Foreningen er opdelt i interessegrupper på baggrund af hvilke, medlemmer til bestyrelsen vælges. Ved indmeldelse skal tilhørsforhold til interessegruppe oplyses. Bestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt ansøgeren lever op til betingelserne for medlemskab. Såfremt bestyrelsen afslår optagelse, kan ansøgeren forlange afgørelsen forelagt på førstkommende generalforsamling.
3.3 Udmeldelse af foreningen sker ved skriftlig meddelelse med mindst 14 dages varsel til udgangen af et regnskabsår til bestyrelsens formand. Eventuelt indbetalt kontingent refunderes ikke.
§4 Eksklusion
4.1. Eksklusion af foreningen kan skal efter bestyrelsens beslutning. Bestyrelsens afgørelse kan dog indbringes for generalforsamlingen. Afgørelsen i bestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal.
4.2 Bestyrelsen har ret til at ekskludere et medlem, der er mere end 6 måneder i restance med medlemskontingentet.
§5 Generalforsamling
5.1. Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle foreningens anliggender.
5.2. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset hvor mange medlemmer, der møder op.
5.3 Alle medlemmer, som ikke er i kontingentrestance, har stemmeret med hver én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, men hvert medlem har ret til at lade sig repræsentere af en anden fra samme virksomhed/organisation/husstand.
5.4 Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel på foreningens hjemmeside.
5.5 Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen fremsendes til bestyrelsen og skal være denne i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
5.6 Forslag indeholdende vedtægtsændringer, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hændes senest 1. januar.
5.7 Den ordinære generalforsamlings dagsorden er følgende:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
4. Fremlæggelse af bestyrelsens handleplan for indeværende år, herunder til orientering fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent og eventuelle øvrige bidrag.
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af bestyrelse. Bestyrelsen består af op til 9 bestyrelsesmedlemmer. Der udpeges 3 bestyrelsesmedlemmer som repræsentanter for hhv. Gjethuset, Industrimuseet Frederiks Værk og Halsnæs Kommune. Generalforsamlingen vælger derudover 6 bestyrelsesmedlemmer forskudt for en toårig periode. Der vælges 1-2 repræsentanter for hver interesseregruppe:
– Kultur
– Erhverv
– Byens ejere
– Fritid/turisme
– Borgere/øvrige interessenter
7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
8. Valg af revisor samt suppleant for revisor.
9. Eventuelt.
5.8 Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2-årig periode. Ved stiftelse vælges 4 medlemmer for en 1-årig periode. Genvalg kan finde sted.
5.9 Suppleanter til bestyrelsen, revisor og revisorsuppleant vælges hvert år for en 1-årig periode. Genvalg kan finde sted.
5.10 Umiddelbart efter den ordinære generalforsamling sammentræder bestyrelsen og konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
5.11 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal.
5.12 Beslutninger om ændringer af vedtægterne eller selskabets opløsning kræver dog, at mindst 50 procent af de stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at forslag vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.
5.13 Er der ikke på generalforsamlingen repræsenteret 50 procent af medlemmerne, men vedtages forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer, indkalder bestyrelsen snarest muligt og med et varsel som anført i §6, til en ny ekstraordinær generalforsamling.
5.14 På denne generalforsamling kan forslaget vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til antallet af fremmødte.
§6 Ekstraordinær generalforsamling
6.1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 20 procent af medlemmerne indgiver skriftlig anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet og bragt til afstemning på den ekstraordinære generalforsamling. Bestyrelsen er herefter pligtig til inden 3 uger efter anmodningens modtagelse at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med det i forudgående paragraf anførte varsel.
§7 Bestyrelsen
7.1. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
7.2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden samt mindst 3 øvrige bestyrelsesmedlemmer er til stede.
7.3. Alle sager afgøres ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller ved formandens fravær næstformandens stemme udslagsgivende.
7.4. Bestyrelsen skal forvalte foreningens midler til fremme af foreningens formål bedst muligt. Bestyrelsen skal påse, at foreningen drives i overensstemmelse med gældende love og med størst mulig hensyntagen til medlemmernes interesser med fokus på at forfølge det i § 2 anførte formål.
7.5. Bestyrelsen er berettiget til at anvende midler til aktiviteter, der måtte ligge inden for foreningens formål eller kan støtte sådanne formål.
7.6. Bestyrelsen er berettiget til at nedsætte ad hoc-udvalg til varetagelse af særlige opgaver, samt indkalde ressourcepersoner til – uden stemmeret – at deltage i bestyrelsens møder eller i andre af bestyrelsen iværksatte udviklingsarbejder og aktiviteter.
7.7. Bestyrelsen kan antage lønnet personale i nødvendigt omfang til sekretariatsopgaver eller andre specifikke arbejdsopgaver, herunder konsulentbistand.
§8 Hæftelse
8.1. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.
8.2. Ved indgåelse af aftaler med tredjemand, informerer bestyrelsen på foreningens vegne den pågældende om dette.
§9 Tegningsregel
9.1. Formanden, næstformanden og kassereren to i forening–tegner foreningen.
§10 Regnskabsår m.m.
10.1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
10.2. Første regnskabsår løber fra foreningens stiftelse til udløbet af det år, hvor stiftende generalforsamling afholdes.
10.3. Foreningens regnskab revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.
§11 Opløsning
11.1. Ved eventuel opløsning af foreningen tilfalder en eventuel formue en eller flere foreninger eller organisationer med samme formål.
Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 5. januar 2023, med ændringer vedtaget på ordinær generalforsamling 2024.